Trainman Blues

Trainman Blues
Blueskvartetten Trainman Blues, der har base i København, er fostret af den herboende irske sanger, sangskriver og fingerpicking guitarist Richard Farrell og bassisten, guitaristen og produceren Laust ”Krudtmejer” Nielsen.

Firkløverets andre to medlemmer er den garvede, versatile guitarist Ronni Boysen og trommeslageren Thomas Crawfurd. Sidstnævnte slår også sine folder i Fried Okra Band.

Kvartetten har arbejdet på debutalbummet Trainman Blues i et års tid, og det langvarige arbejde har båret frugt. Albummet rummer ti originalkompositioner, der alle er tilvirket af Richard Farrell og Laust ”Krudtmejer” Nielsen.

Richard Farrell står for sangtekster og melodier, mens Laust ”Krudtmejer” Nielsen står for produktion, mixning og mastering. Desuden spiller sidstnævnte guitar på alle albummets numre.

Trainman Blues udgives både på cd og på vinyl. Desuden vil den være tilgængelig på diverse streamingtjenester.

Trainman Blues-lyden har Richard Farrell over for Bluesnews.dk tidligere (læs her) beskrevet således:

”Vi forsøger at nå ind til kernen af en simpel roots-lyd – den dér rå, jordbundne 1940- og 1950’er lyd, men naturligvis med moderne indspilningsteknikker. Vores bassist og producer Laust Nielsen er virkelig meget til hiphop og reggae, så det er noget med at tage disse to elementer og fusionere dem. Det giver næsten en let fornemmelse af sampling, når man så lægger tingene sammen med den rå og simple 1940- og 1950’er-stil.”

På Trainman Blues er disse elementer subtilt lagt sammen, men orkesterets lyd er langtfra tung. Den er tværtimod æterisk, og så er den aldeles unik.

Orkesterets inspirationskilder er mange, og på coveret får man et vink om, hvor Trainman Blues blandt andet kommer fra. Her ses nemlig Richard Farrell siddende på en stol på en togperron ved siden af et forbifarende tog.

Ved siden af sig har han til venstre lp-versionen af det klassiske Chicago blues-album Fathers and sons med Muddy Waters, Otis Spann med flere.

Til højre ses lp’en The legendary Son House – father of the delta blues. The complete 1965 sessions. Son House er i øvrigt også blevet kaldt “Father of folk blues.” Kort sagt: Chicago-, delta- og folk blues.

Imidlertid inkorporerer Trainman Blues i tilgift til førnævnte inspirationskilder blandt andet også elementer af jazz, gospel og simpel rock.

Richard Farrells vidtspændende, kraftfulde stemme er i centrum på albummets ti numre, og der lægges ud med ”Out of dust”. Samme nummer starter med knas og knitren over en radioagtig stemme, og man føler sig straks hensat til tidligere tider og skramlet vinyl.

Hurtigt viger radiostemmen dog for Richard Farrells vokal, spændende keyboard-lyde i baggrunden og swingende bastoner med mere, og så er man hægtet på.

Gæstemusiker Nisse Thorbjørns mundharpetoner indleder – og er i det hele taget prominente på – det følgende nummer, den vuggende ”Wholesome treat”, der (også) ligger godt i ørerne.

Toglyde starter blidt skvulpende ”Skull, crosses and bones” op, hvor Ronni Boysen maler med fine guitarlyde, og Thomas Crawfurds lydhøre trommespil fornøjer.

Snak (af to afroamerikanske herrer) og knaselyde indleder den tilbagelænede ”The wind will blow me home”, hvor Richard Farrells stemme kommer på arbejde og næsten når falsetlejet, godt støttet af Laust ”Krudtmejers” Nielsens vokal.

På ”Hard times” er albummets anden gæstemusiker, guitaristen og vokalisten Morten Lunn fra Fried Okra Band, fremtrædende, og den diskrete reggae- og soul-påvirkning tydelig.

Den sprælske ”Walking blues” har aner til Muddy Waters, og også her leverer Thomas Crawfurd smagfuldt spil. Desuden er guitararbejdet en fornøjelse – både slide– og fingerpicking-mæssigt.

På ”Sit and practice” bliver Ronni Boysen atter sluppet løs med indædte guitartoner, mens Richard Farrells stemme bærer nummeret flot igennem.

Den swingende ”Pick up the pieces” har Laust ”Krudtmejer” Nielsens pumpende bas i front sammen med Richard Farrells fine sangforedrag og Ronni Boysens effektive guitarudladninger, der blandt andet omfatter en kort, men bidende solo. Desuden høres atter Thomas Crawfurds elegante spil.

Den langsomme, swingende, rhythm & blues-lignende ”With open hands” fornøjer med fint samspil mellem akustiske og elektrificerede guitartoner og Richard Farrells stemme i fokus.

Den inciterende, næsten slæbende ”Tree of life” runder Trainman Blues flot af, og som lytter føler man sig totalt lagt ned af den flerlagede, langtidsholdbare musik på denne skive.

Synes man derimod, at Trainman Blues er vanskelig at komme ind på, så giv musikken tid. Efterhånden bare sniger den sig ind på lytteren.

Leder man efter sammenligninger med andre bands eller andre blues-album, kommer man til kort, for Trainman Blues lyder ene og alene som Trainman Blues, og det står de sig forrygende godt ved.

Trainman Blues har begået et aldeles spændende, stemningsfuldt og virkelig originalt album med deres helt eget take på bluesidiomet, og det kan de med sindsro være stolte af.

Peter Widmer
Bluesnews.dk